Munkebo

Munkebo er oprindeligt en lille landejendom (Husmandssted), hvor der har været beboelse i den ene længe, og sammenkoblet omkring køkkensektionen med en stald til et par grise, et par køer med mere.

Senere er huset ombygget, og det ser for os ud til, at det har udvidet sig ved "knopskydning". Det giver en masse dejlige hjørner og krinkelkroge, som tiltaler os meget.

Huset er placeret i åbent landskab, og fra vore gæsteværelser er der en pragtfuld udsigt over Thys natur og mulighed for nogle skønne solnedgangstimer.

Det har været benyttet som refugium, spejderlejr, stutteri, og senest til udlejning som sommerhus, indtil vi overtog stedet i 1999, og vi påbegyndte en gennemrestaurering, der nu for beboelsen vedkommende er færdigt. Staldbygningen er for den del der vender mod gårdspladsen nu også færdigrenoveret, så der nu kun bliver tale om almindeligt vedligehold og småreparationer i fremtiden. Vi har hvert år besøg af et antal svaler, ca. 5-8 familier, der vender tilbage til stalden for at yngle. For at kunne give dem mulighed for at komme ind og ud, har vi fået montere et af glassene i døren med skruer, således at vinduet kan tages ud om sommeren. 

Varmeforsyningen er lagt om til centralvarme via stokerfyr, og dette supplerer vi i den kolde tid med brændeovne.

Samtlige døre og vinduer er nu udskiftet, og netop på grund af "knopskydningen" var det ikke muligt at få noget, der var færdiglavet. Så alle vinduer og døre er "skræddersyet".

I 2002 købte vi en del af den tidligere jord tilbage til ejendommen, så der i dag er godt 2 hektar for vore dyr at boltre sig på.

Vi har løbende renoveret på ejendommen, med ny terrasse, lægning af fliser, ny svalegang og i 2009 rensning og maling af vores tag. 

Vi har en lille bestand af høns af ubestemmelig race, dog flest røde amerikanere, der giver lidt æg til husbehov.

Yderligere har vi haft lidt Moskusænder, men her i 2021 er der kun et par tilbage, og de får nok lov til at nyde deres otium. Skulle der dukke et par ællinger op, finder vi nok også anvendelse for dem.

Til dagligt bebos huset af Anne Marie og Carsten sammen med hunde (1 Schæfer (Frida) og 1 Bichon Havanese (Hannibal)) og katte (3 stk.), og ind i mellem også af en del dejlige unger, som vi låner af vore egne børn.

Omkring os har vi så marker, som nu, efter vi er holdt op med får og kvæg, udnyttes til høst af grønt til pakning i wrap, eller udlægges til hø.

På den anden side af skellet til syd,  går malkekøer fra naboejendommen til stor fornøjelse for os, da det jo giver noget liv i området.

Mod vest er der plantet energipil, som efterhånden har vokset sig store, og hvor vi ved, at der holder både rådyr, dådyr og krondyr til.

Hen over dagen er det ikke unormalt, at se harer, fasaner, rådyr, dådyr, krondyr og agerhøns samt musvåge, duehøg, hedehøg og blå kærhøg. fiskehejre, og om sommeren,  traner og gæs. Om aftenen har vi en ræv, som henter lidt brød, eller hvad vi måtte have af guf, fx et par mus fra fælder eller lignende. Forår og efterår ligger vi på ruten for vildgæs og svaner, så i perioder er luften over matriklen fyldt med vingeslag, ligesom vi har masser af stære, hvoraf et antal overvintrer. Også viber ser vi på marken.

 

 

Retur til start